Fra starten har Bruce Springsteen aldrig set sig selv som en af verdens største rockstjerner. Selvom han havde en passion for at spille højlydt rock and roll, forstod han også, at det krævede hårdt arbejde at skrive sange, der virkelig ramte folk. Det handlede ikke kun om at finde de rette ord, men også om at forfine arrangementerne, så de ramte en dyb følelsesmæssig nerve. For Springsteen var en stærk sang ikke kun et spørgsmål om melodi og tekst – det handlede også om personen bag mikrofonen.
Springsteens musik har ofte en romantisk, men tragisk tone. Karaktererne i hans sange, særligt på Born to Run, kæmper mod store odds, men nægter at give op, fordi de håber på, at skæbnen en dag vil vende til deres fordel. Han har dog også vidst, at nogle sange kunne passe bedre til andre kunstnere. For eksempel blev Because the Night oprindeligt skrevet af Springsteen, men hans producer Jimmy Iovine foreslog at give den til Patti Smith, hvilket gjorde den til en af hendes mest ikoniske sange.
En af de største musikalske påvirkninger i Springsteens liv var Roy Orbison. Mens han var inspireret af rockpionerer som Little Richard og Chuck Berry, ændrede alt sig, da han første gang hørte Orbisons stemme. Orbison skilte sig ud fra samtidens rockmusik med sin unikke, spøgelsesagtige vokal, der kombinerede rock and roll med en næsten operatisk kvalitet – noget der især kom til udtryk i sange som Only the Lonely.
Da Springsteen i 1975 indspillede Born to Run, var Orbison en af de kunstnere, han stræbte efter at måle sig med. Da han senere skulle introducere Orbison til Rock and Roll Hall of Fame, sagde han: “I 1975, we went into the studio to make Born to Run. I wanted to have words like Bob Dylan and sound like Phil Spector, but most of all, I wanted to sing like Roy Orbison. And everybody knows, no one can sing like Roy Orbison.” Orbisons indflydelse er også tydelig i åbningsnummeret Thunder Road, hvor Springsteen direkte nævner ham: Hovedpersonen i sangen hører Only the Lonely spille i baggrunden, hvilket bliver den sidste skub, han behøver for at forlade sin hjemby.
For Springsteen var det ikke kun Orbisons stemme, der gjorde ham speciel – det var også mørket i hans musik. Han har udtalt: “But for me, Roy’s ballads were always best when you were alone and in the dark. Roy scrapped the idea that you needed verse-chorus-verse-chorus-bridge-verse-chorus to have a hit. His arrangements were complex and operatic, they had rhythm and movement, and they addressed the underside of pop romance. They were scary. His voice was unearthly.”
Selvom Springsteens musik ofte udstråler en følelse af håb og energi, ved han, at ægte lykke sjældent kommer uden smerte. Orbisons musik er det perfekte eksempel på denne bittersøde balance – hans sange er fyldt med hjertesorg, men netop derfor rammer de noget universelt hos lytterne.
