Her er et afsnit fra den kommende biografi om Roy Orbison.
Roy og Bob Dylan krydsede første gang veje til Dylans 21-års fødselsdag i maj 1962. På det tidspunkt var Dylan en ung, fremadstormende sangskriver, mens Orbison allerede var en etableret stjerne med hits som Only the Lonely og Crying. Deres musikalske udtryk var vidt forskellige, men Dylan var dybt fascineret af Orbisons stemme og unikke stil. Mange år senere beskrev han Roys vokale kraft som noget nær guddommeligt: “Han lød, som om han sang fra en olympisk bjergtop,” sagde Dylan og bemærkede, hvordan Roys dramatiske præstationer spændte over flere oktaver og kunne få lytteren til at føle, at de var på randen af en afgrund.
Dylan forsøgte at opsøge Roy, omkring det tidspunkt, hvor han selv bevægede sig væk fra sin folk-baggrund og eksperimenterede med en mere elektrisk lyd. Havde de fundet hinanden dengang, kunne historien om The Traveling Wilburys og Roys comeback i 1988 måske være begyndt tyve år tidligere. Dylan vendte tilbage til Nashville i slutningen af 1968 for at indspille Nashville Skyline og fik samlet Johnny Cash til en duet – men Roy var ikke hjemme. “Jeg var i Canada i slutningen af ’68 eller ’69,” fortalte Orbison senere. “Og der var en, der bankede på min dør tilbage i Nashville. Min kone åbnede, og det var Bob Dylan, der var kommet for at sige hej. Desværre var jeg væk. Men det var en kompliment – hver gang nogen tager sig tid til at komme hjem til dig og banke på døren, er det vidunderligt.”
Selvom de gik glip af denne mulighed for at mødes igen, forblev Dylans beundring for Roy intakt. Han så ham som en gådefuld skikkelse – en kunstner, der bevægede sig mellem opera og mariachi, hvis stemme kunne “ryste en død mand” og efterlade lytteren i vantro. Orbisons evne til at lade smerte, storhed og rå intensitet smelte sammen i sin musik var noget, Dylan aldrig glemte. Årtier senere ville de endelig få chancen for at arbejde sammen i The Traveling Wilburys, men deres forbindelse var blevet smedet allerede i 1960’erne, mellem bankelyde på en dør, en forpasset chance og en stemme, der lød som ingen anden.
